fredag den 23. april 2010

Cirkus og opgaveskrivning

Så er endnu en eksamen i gang. Denne gang er det en opgave der skal skrives på en uge. Jeg har for første gang i mit liv, oplevet at have en rigtig skriveblokering. Jeg kunne slet ikke komme i gang, læste og læste, men skrev intet. Heldigvis er jeg nu endelig kommet i gang, og det kører nogenlunde, dog med små kriser undervejs. Mine naboer har været søde, at invitere mig på mad hver aften, så jeg kunne fordybe mig i opgaven i stedet for at handle ind og lave mad. Efter aftensmaden i dag, havde vi aftalt at tage i Cirkus Arena nede på Tangkrogen. Det er 100 år siden jeg sidst har været i cirkus, så glædede mig til at opleve hele cirkusverdenen igen. Det overrasker mig hver gang, hvor utrolig dygtige de alle er. Vi sad alle 4 med åben mund i de 2 timer forestillingen tog. Det var en hel anden verden med hvide heste, god musik, akrobater, motocross og sjove klovne. Sidst jeg var i cirkus, hvilket i hvert fald er 7-8 år siden, sad jeg på ryggen af en elefant sammen med Bubber. Da der så blev mulighed for at sidde på ryggen af en elefant i pausen var alle os naboer straks klar. Selvom der var lidt problemer for den stakkels cirkusmand med at få os op på ryggen, kom vi dog derop til sidst, og fik en lille tur rundt i manegen. Det var alt og alt en rigtig dejlig aften, hvor vi fik lov til at være børn igen og bare nyde alle de dygtige kunstnere.


Nu har jeg igen fundet hen til opgaveskriveriet, og sidder og kæmper lidt med et afsnit om kausalitet vs. parallelitet.

/Trine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar