søndag den 28. februar 2010

Endnu en god oplevelse

Gospelgudstjeneste i dag var også en rigtig god oplevelse.
Der er en varm stemning i kirken, smilende og søde mennesker. Et stort gospelkor stod ved alteret, alle iklædt lilla og sort. Der var flest kvinder, kun 4 mænd. Alderen svingede meget, alt fra en 17-18 år til sidst i 50erne. Ved et keyboard sad en mand. Musikken startede og koret begyndte. Tempoet var højt og alle i koret sang højt. Nogle rakte deres hænder op i luften, andre lukkede øjnene og alle vippede fra side til side i takt. Efter den første sang præsenterede korlederen koret bød os alle velkommen. Vi blev alle opfordret til at synge med og teksten blev skrevet på væggen med en projektor. Alle rejste sig op og lod sig rive med at musikken, nogle dansede endda. Sangen var høj og der var ingen der gemte sig, alle lod sig forføre af de fængende sange. Efter nogle sange, var der prædiken ved kirkens præst. Hans prædiken handlede om forbilleder og idoler. Pointen var, at vi skulle vide, at alle have bekymringer om ikke at være god nok, selv dem der på ydersiden virkede perfekte. Præsten var en mand i 50erne, han forsøgte at være smart og uformel. Desværre faldt han lidt igennem og det virkede lidt påtaget. Den gode pointe i prædiken, kom aldrig rigtig til at stå klart. Derefter var der en solosang med korlederen. Hun sang fantastisk og jeg glemte alt om tid og sted. Det store rum gav en fantastisk akustik, som forstærkede hendes fantastiske stemme. Derefter sang koret en stille sang. Det var den sang der gjorde det største indtryk på mig. De flotte klange gav mig kuldegysninger og det var enormt dejligt med en stille sang efter flere sange i højt tempo. De fleste sange var på engelsk, kun én dansk sang sneg sig ind. Derefter var der lovsang, og her blev vi opfordret til at gå op og tænde et lys som symbol på en tanke eller bøn. Især en lille dreng på en 7-8 år gjorde et indtryk på mig. Han var utrolig eftertænksom i forhold ti sin alder. Så blev det tid til den sidste sang, alle i kirken stod op og stemningen nåede sit højdepunkt. Til sidst blev der givet meddelelser og snakken begyndte langsomt.
Jeg gik fra kirken med et smil på læben og i godt humør. Sangene sad fast i mit hovede og på vej hjem nynnede jeg videre.
Det var en god oplevelse og et dejligt afbræk i en travl dag.

/Trine

Halleluja!!

I dag skal jeg til gospelgudstjeneste i Betlehemskirken kl. 14. På trods af, at jeg ikke selv er kirkegænger, er jeg alligevel ved at få opbygget en god kirkelig kapital. Jeg har af 100 forskellige grunde kommet i mange forskellige kirker her i Århus, mest i forbindelse med mit arbejde. Jeg har været til tretimers lang gudstjeneste i Eurolife-kirken, som sender mine tanker hen på et smart diskotek. Teknomusik, lyskugler, stjernehimmel, storskærme, dansede mennesker og som en sidste lille feature: slikposer. Jeg har derudover været til Harvest International-gudstjeneste i Apostolsk kirke, og deltager i diskussionsgrupper og overværet healingsseancer.
Denne gang skal jeg til gospelgudstjeneste, og i dag tror jeg at der bliver mere sang end teknorytmer. Jeg glæder mig til at høre godt musik, men gad vide hvad der skal ske ud over det? Jeg plejer altid at have en god grund til at komme i kirker (fx arbejde), men i dag kommer jeg af fri vilje. Jeg er egentlig ikke nervøs for noget, da jeg ikke går ud fra at der er krav til at deltage så aktivt som i latterklubben. Jeg glæder mig snarere og er spændt på at se hvad der foregår og hvem der kommer til sådan en gudstjeneste. Desuden synes jeg, at Betlehemskirken skal have et plus for ikke at lægge gudstjenesten på et eller andet ukristeligt tidspunkt (kl. 10. Her kan man kombinere en bytur og dagen-derpå-gospel. Dét er smart!!

Vender tilbage med en update på dagens gudstjeneste!

/Trine

tirsdag den 23. februar 2010

Fake it until you make it

Jahh jeg gjorde det!!

Det har en rigtig god psykologisk effekt, at skrive herinde, hvad jeg skal, for så bliver jeg jo nødt til at gøre det:)

Hvor skal jeg starte? Jeg har haft en fantastisk aften, kan ikke huske hvornår jeg sidst har nydt en aften så meget. Allerede da jeg kommer ind af døren, snakker den første til mig. Flere kommer til, unge som gamle, mænd som kvinder. Lidt nervøst stiller jeg mig i rundkredsen og smiler til de andre. Nogle griner allerede. Det er tydeligt, at høre og se, at de andre kender hinanden. Snakken går rigtig godt. Èn foreslår at vi præsenterer os selv, og jeg havde allerede forberedt mig på at sige mit navn og hvad jeg studerer. Men nej, vi skulle præsentere vores grin. Skiftevis rundt i rundkredsen, grinede vi, og hilste dermed på hinanden. Der var dybe grin, høje grin, øffende grin, monotone grin, rigtige grin og falske grin.

Fake it until you make it
Hurtigt blev vi præsenteret for klubbens slogan "Fake it until you make it". Dette slogan tog vi udgangspunkt i. I første halvdel af undervisningen, lavede vi en masse latterøvelser. Der var julemandslatteren, pingvinlatteren, Vinter OL-latteren, plæneklipper-latteren, baby-latteren og dirigent-latteren. Latteren kulminerede da én i rundkredsen peger på gulvet og højt råber "Se Jesper Langballe er faldet i en burka", og snart stod alle i rundkredsen og pegede på den fiktive Langballe og grinede højlydt. Der var øvelser hvor vi var tæt sammen, øvelser hvor vi kravlede, øvelser på hovedet og øvelser med øjenkontakt. Fælles for de forskellige øvelser, var at øvelserne startede ud med en kunstig latter, som dog hurtigt blev ægte. Der var også en øvelse, hvor vi på skift skulle sende en latter-stafet videre og skiftes til at le. Hvor findes der mange fantastiske, forskellige og forunderlige former for latter!

Pause fra fjollerierne
Så blev det pause! Tiden blev brugt på at få lidt vand, hvilet kinderne og snakket med hinanden. Mange spurgte til, hvorfor jeg kom alene. Jeg fortalte, at jeg hver uge, er ude og prøve noget nyt, og at denne uge blev det latterklubben. Jeg blev mødt med smil og beundring for mit mod. Det hele var enormt livsbekræftende. Mænd med smilerynker og kvinder med mascara-render under øjnene af lattertårer. Jeg snakkede med en mand på en 50-55 år og hvad der slog mig var, at glæden i ham kom ud igennem hans ord. Han sprudlede af energi og glæde, selv i denne almindelige samtale.

Anden halvleg
Sidste del af undervisningen, var fri latter. Her sad vi i rundkreds og grinede til hinanden. Så hinanden i øjnene og fik hinanden til at grine. Det var forbudt at tale og i ca. 30 min. lavede vi ikke andet end at grine til hinanden. Nogle gange højt og skingert, andre gange tog grinene form af hulkende lyde. Det var fantastisk og der herskede en hel utrolig stemning i lokalet. Hele verden omkring os blev væk, der var kun os der grinede. Efter en halv times tid, begyndte folk langsomt at vende tilbage til verden. Snakken begyndte langsomt, men grinene fortsatte. Undervisningen var slut og snakken gik.

Hvorfor grine?
Latter er godt for mange ting, velværet forøges, stress opløses og immunforsvaret styrkes. Dette er blot nogle af de mange gode ting, latter gør ved kroppen og sindet. Effekten mærkes hurtigt, men jeg er overbevist om at det kun bliver bedre og bedre. Jeg har en fantastisk fornemmelse i kroppen nu. Jeg er afslappet, glad og tilfreds. Jeg kan KUN anbefale jer at tage hen i latterklubben og gør det gerne alene. Det er de rareste, imødekommende, livsbekræftende og gladeste mennesker du møder. Jeg følte mig enormt hurtigt godt tilpas og glemte alt om min generthed. Da jeg havde sagt "tak for i aften" og var på vej hjem, råber en lille gruppe til mig "Vi håber at se dig igen, det har været dejligt at møde dig". Dette opsummerer meget godt, den imødekommenhed og venlighed jeg blev mødt med. Jeg er overbevist om, at jeg kommer der igen.

Tag i latterklubben!! Kan ikke anbefale det nok. På deres hjemmeside, kan man se aktivitetskalenderen og læse mere om latterens gode egenskaber.

Link: http://www.aarhuslatterklub.dk/

Jeg vil nu skrive mine aftensider og gå i seng med et smil på læben!

/Trine

Skåle lavet af perler

For at dulme nerverne, valgte jeg at smelte plastik-perler i ovnen. Dette blev til to fine skåle.





Afpudsning af julemandslatteren

Uh, så er det i aften, at jeg skal i latterklub. Jeg har lige læst lidt på hjemmesiden, da jeg havde den idé, at det er meget smart at være lidt forberedt. Under afsnittet "Ny i latterklubben" håbede jeg på, at jeg kunne få lidt opbakning som fx "det er ikke så slemt" og "det er okay, at være genert". Men i stedet fandt jeg eksempler på hvilke øvelser vi skal gennemgå som fx julemandslatter, røde-lårs-latter og mad-i-munden-latter. Dette gør mig bestemt ikke mere tryg, og jeg har nu taget mig selv i at sidde og øve mig på julemandslatteren. Jeg har dog indset, at det er ret umuligt at komme forberedt og jeg ved desuden ikke hvad mad-i-munden-latter indeholder.
Nå, jeg bliver nødt til at tage det som det kommer. I aften er der filmaften med studiet, og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg hellere vil i latterklub. Men nu er det bestemt og jeg gør det!H

latterlige hilsner Trine:)






mandag den 22. februar 2010

Natsider?!

Ja, jeg vil vove den påstand, at når "morgensiderne" bliver skrevet kl. 4.15, så må det hedder natsider. Jeg arbejder hver morgen kl. 6.15 som handicaphjælper, men på grund af snestormen, skulle jeg frygtelig tidligt op i morges, for at komme afsted i god tid. Jeg har nu bestemt mig for, at indtil, at dette vikariat er slut, bliver det aftensider. Jeg må sande, at 20 minutters søvn betyder meget, når det er så tidligt om morgenen. Min dag vender forkert, hvis jeg ikke får mit døgn tilrettelagt lidt bedre den her uge. Søvn er vist alt for undervurderet så fra i aften, bliver det altså aftensider.

I morgen skal jeg i latterklub. Jeg glæder mig faktisk rigtig meget og tror det bliver en rigtig interessant oplevelse. Jeg skal nok vende tilbage med en opdatering og beretning om aftenen.

Den nye fagre blogverden, har overrasket mig noget så gevaldigt. Jeg har fundet flere forskellige interessant blogs, blandt andre denne:

http://www.iheartstrangers.com/

Bloggen er lavet af Joshua, som er fotograf. Hver dag møder han en ny og for ham ukendt person, fotograferer vedkommende og skriver lidt om deres møde. Sjov idé, og spændende at læse om hans møder.

/Trine

søndag den 21. februar 2010

Gåtur i sol og sne:)

Dagens flotte vejr indbød til en gåtur med kameraet. Nyder vejret, men drømmer mig også lidt frem til en sommersejltur:)








lørdag den 20. februar 2010

Kunsten at skrive morgensider

... Ja, for det er lidt af en kunst. Jeg har erfaret, at det ikke er helt let. Jeg har nu haft tre dage med morgensider. I morges skrev jeg ned hvad jeg drømte. Det er faktisk sjovt, at tænke lidt videre over sine drømme - gad vide hvad de betyder? De sidste nætter har mine drømme været meget livagtige, hvilket foruroliger mig lidt, da de har handlet om alt fra Dronningen til kano-sejlads.

I dag var jeg så dumdristig, at bevæge mig op i Bruuns Galleri. En lørdag middag i Bruuns Galleri, er faktisk lidt af en udfordring for mig. Jeg HADER så mange mennesker på et sted, så sædvanligvis vil jeg skynde mig at få overstået mit ærinde og komme væk. I dag tog jeg mig tid, fik en kop kakao og kiggede på mennesker. Det var faktisk helt dejligt.

Selvom det var positivt at være i Bruuns Galleri, er jeg nu glad for at sidde her i mit køkken og se på rådyr i haven i stedet:)

/Trine

torsdag den 18. februar 2010

Den første etnografiske oplevelse


Så nu er jeg nået frem til, hvad der skal være min første etnografiske oplevelse. Jeg vil besøge Århus Latterklub på tirsdag kl. 19. Tror det bliver en rigtig sjov aften (grin skal der i hvert fald helt sikkert komme nok af). Jeg kan allerede nu mærke, at det kommer til at udfordre mig og gøre mig nervøs, men det er jo også hele ideen. Jeg glæder mig til at se hvordan det foregår og især hvilke typer der kommer der. Lige nu tænker jeg, at det mest er 40-50 årige singler, men bliver dejligt at få enten afkræftet eller bekræftet denne fordom:)

/Trine

Tiltrængt fridag

I dag gjorde jeg noget, jeg ellers ikke plejer at gøre. Jeg gav mig selv en fridag. Droppede at tage til undervisning, sov længe og slappede af. Jeg har vist kørt mig selv lidt hårdt på det sidste, så min krop og mit hoved skreg efter ro. I dag har jeg bare gjort alt hvad jeg elsker: sovet længe, spillet guitar, haft veninde på besøg og gået tur i snevejr.

Jeg startede dagen med mit nyerhvervede ritual, morgensider. Jeg fandt et kladdehæfte med Che Guevara på forsiden, så nu ligger han på mit natbord og følger med i udviklingen. Det var faktisk ret svært at lægge hovedet til side, og skrive med intuitionen. Grammatik, opstilling, orden osv., prøvede at påvirke intuitionen i at skrive. Jeg fik skrevet tre sider, men forhåbentlig bliver jeg bedre til at skrive, lige hvad der falder mig ind.

Jeg gik desuden en tur hen til Antroposofisk Selskab, for at se om der var et arrangement i weekenden. Det var der desværre ikke, så leder stadig efter en etnografisk oplevelse til weekenden. Ideer?

/Trine

onsdag den 17. februar 2010

Intuitiv studieteknik

I dag har jeg haft 1. dag på et kursus over 12 uger. Kurset hedder Intuitiv Studieteknik, og går ud på at man ikke kun skal studere med intellektet, men også intuitionen og kreativiteten. I bund og grund handler det om at kombinere både venstre og højre hjernehalvdel i sit arbejde med studiet, men også i de udfordringer man møder i hverdagen.

Kurset arbejder med to basisredskaber: morgensider og Ugens Etnografiske Oplevelse.

Morgensider, er 3 håndskrevne sider, der skal skrives HVER morgen. Ideen er, at man hver morgen sætter sig ned i 20 min. og skriver lige hvad der falder en ind. Det kan være drømme, brok, sludder, sladder, tanker, ros og reflektioner. Det er vigtigt at lægge sin intellekt til side og skrive med intuitionen. Det skal ikke være grammatisk korrekt, der er ikke regler for sætningsopbyggelse, man kan selv opfinde ord osv. Det skal være et frirum, hvor alle tanker kan komme ud. Det er ikke meningen, at man skal læse siderne igennem, det er processen der er det vigtige.

Ugens Etnografiske Oplevelse er en lille tur man skal tage på alene, hver uge. Man skal opsøge en situation man ellers ikke vil komme i, en situation der måske gør en lidt utryg. Det handler om at udfordre sig selv, og uanset hvad der sker, skal man gribe situationen an som en etnograf. Man skal lægge mærke til hvad der sker omkring en, bruge alle sanser og indgå i et nyt fællesskab. Dette er chancen for at have en undskyldning for at prøve ting, man altid gerne har ville. Det er vigtigt både at deltage og reflektere over situationen.

Jeg har store forventninger til kurset, men endnu større forventninger til mig selv om at deltage aktivt i processen. Jeg håber at kurset kan give med en større balance i mit (studie-)liv og hjælpe mig til at se ting uden nødvendigvis at analysere.

Min første udfordring har jeg givet mig selv i weekenden. Siden jeg flyttede her til Højbjerg, har "Antroposofisk Selskab" længere nede ad gaden, vagt min interesse. Jeg ved ikke så meget om stedet, andet end at det er inspireret af Rudolf Steiner. Der skal eftersigende være både dansetimer og koraftener. På lørdag vil jeg gå hen og sige hej, og se om der er noget jeg kan deltage i. Forhåbentlig kan jeg få nogle sjove timer. Jeg tror det er rigtig sundt, at opsøge uvante situationer alene. De fleste situationer jeg kommer ud i ellers, har jeg garderet mig med en ven til at støtte mig og bakke mig op. I skolen er der læsegruppen, i fritiden et hold venner og i bussen en mobiltelefon. Derfor tror jeg at alle sanser vil blive meget mere skærpede i denne situation, hvor jeg står alene. Men uanset hvad der sker, så skal jeg bare tænke at jeg er en etnograf på feltarbejde. Jeg tager min fiktive tropehjelm på og iagttager og deltager i en anden kultur.


Nå alt for nu! Jeg vil skrive igen, når der sker noget interessant.

/Trine


Velkommen!

Velkommen til min blog. For tiden opretter alle blogs, kongelige som kendte, så hvorfor ikke også mig? Jeg vil bruge bloggen som en slags dagbog, hvor jeg skriver om mine oplevelser i forbindelse med mit kursus "Intuitiv studieteknik" (læs om det i næste indlæg)

Du skal være meget velkommen til at kommentere mine indlæg.

/Trine